Når du sidder i banken er alle efterhånden klar over, at du ikke er sammen med en egentlig rådgiver, men mere end bank”sælger”, som pressen har udråbt dem til. Derfor bør du have en skærpet opmærksomhed på deres rådgivning, som er salg af bankens egne produkter.
Så hvad skal du egentlig være opmærksom på?
Få et tilbud
Få altid et tilbud med hjem, så du kan kigge det igennem stille og roligt, inden du evt. skriver under. Tjek renterne og de gebyrer, som de vil have. Ofte er det jo netop et tilbud og banken ønsker ikke at miste dig som kunde, derfor er deres tilbud til forhandling.
Når du tager deres tilbud med hjem, får du i ro og mag tid til at overveje og planlægge din forhandling med banken. Tjek renterne hos andre banker, og hvad de tilbyder deres bedste kunder. Det kan du finde under priser og vilkår på bankernes hjemmesider. Ring evt. til et par stykker og få lidt information omkring, hvad de vil tilbyde dig. Kan du få det på skrift er det klart en fordel til forhandlingerne med din egen bank.
Vær ude i god tid
Du skal altid være ude i god tid, når du skal have møde med din bankrådgiver, da de ofte har meget travlt. Det giver dig god tid til at forhandle renter og vilkår på plads, så du ikke bliver presset. Det kan nemlig tage lidt tid at forhandle med banken, da en ændring af dine renter og gebyrer lige skal igennem ”systemet” først, og din rådgiver vil jo helt naturligt mene, at du har fået den bedste pris – Men vær ikke for sikker på det.
Rådgiver kun om egne produkter
Din rådgiver fortæller kun om bankens egne produkter. Det er jo også helt fair, da det er disse produkter de er uddannet til at skulle sælge. Så det vil være meget svært for dem, at fortælle om en konkurrerende banks produkter. Tjek derfor lige markedet, om der kunne være et produkt hos en konkurrent som er billigere. Måske også bedre, men da bankernes produkter er meget ens omkring selve banklånet er det ofte kun prisen og gebyrerne, som er eneste forskel.
Rådgiverne er uddannet sælgere
Ofte når du er til møde med din rådgiver, vil de stille en masse spørgsmål, som er med til at afdække deres behov for viden omkring dig. Den viden bruger de også til at afdække dine behov for yderligere salg. Din rådgiver er nemlig også uddannet til at sælge, så de kan finde dine behov for pensioner og forsikringer f.eks. Det er dog meget vigtigt, at du igen lige tager et tilbud med hjem, så du i ro og mag kan overveje, om det virkelig er dine behov. Måske er der andre ting som er bedre for dig at bruge pengene på, evt. afvikling af gæld, eller måske har du i forvejen pension nok via dit arbejde.
Tjek altid din bank og undgå at blive for gode ”venner” med din rådgiver
Tjek altid din bank på deres priser og gebyrer. Det er meget vigtigt, og der ligger ofte rigtigt mange penge gemt i at holde øje med din bank. De er en forretning på lige fod med, når du handler dagligvarer, brændstof til bilen osv. Faktisk ligger der helt op til 60 – 70% gemt i besparelser ved at tjekke banken.
Og undlad et for godt ”venskab” med din rådgiver. Det er ofte meget svært for mange at skifte bank, da de har et godt forhold til deres rådgiver, men det kan blive et meget dyrt venskab.
Du bør derfor altid have et professionelt forhold til din rådgiver.
Hos Økonomihus.dk er vi uvildige og varetager DINE interesser. Ring eller skriv til os for en uforpligtende snak om dine muligheder.

